Læs hvordan Jens blev butikschef og hvordan han oplever at være leder

”"Man går i ekstase når man går fra souschef til butikschef!" Motivationen bliver bare vildt højere end den allerede var. Man betragter det som sit eget, når man er blevet butikschef!”.
Sådan lyder det fra Jens, butikschef i Fakta Dalgas, Skive.

Jens kom til Fakta Skive Dalgas-butikken d. 1. maj 2017 som konstitueret souschef med ansvar for butikken. 
Efter kort tid søgte han stillingen som butikschef. Hans Salgschef Susanne havde set, at der var potentiale i den unge ihærdige mand fra Balling tæt på Skive. Så han fik jobbet.

Jens voksede hurtigt et par meter efter at have fået tilliden og ansvaret som butikschef.
Men i begyndelsen var det nu rart at have hans gode kollega, cheftræner Esben fra Fakta Enghaven Holstebro, at læne sig op ad. De to kendte hinanden fra dengang Jens var konstitueret butikschef i Fakta Hvide Sande, hvor Esben også havde været en god støtte for sin yngre kollega.
Blot 2 måneder efter Jens startede som souschef i butikken fik han det officielle ansvar som butikschef.
På det tidspunkt var Jens kun 24 år gammel.

Sideløbende med sit karrierehop deltog Jens i et talentprogram for souschefer, også selvom han var blevet butikschef i mellemtiden.

Det var enormt inspirerende at mødes med de andre souschef talenter. Vi lærte blandt andet om situationsbestemt ledelse, Lean, teamwork og meget andet.


I dag er Jens en masse erfaringer rigere, men hvordan er det så at være butikschef i fakta?

”Det er super spændende! En af de ting jeg virkelig godt kan lide er, at man selv kan planlægge sin tid.
Jeg nyder også med ro i sindet at overdrage ansvaret til mine dygtige kollegaer i butikken og se dem vokse med det ansvar og den tillid der møder dem. Samtidig får jeg frigivet tid til andre ting. Det er win-win.
”, fortæller Jens.  


Hvilke ledelsesmæssige kvaliteter vil du fremhæve som vigtige for dig?

”At være god til at lytte, og dyrke åbenheden. Det tror jeg på er med til at få det bedste ud af de forskellige mennesker, der skal arbejde sammen til glæde for vores kunder.
Konkret foreslog en elev mig, at vi skulle holde opfølgningssamtaler en gang om måneden i 10 minutter. Det virker så godt. De føler sig set, og de når meget mere. Det tror jeg alt andet lige har en positiv indflydelse på vores kunders indkøbsoplevelse.

Samtidig skal man ikke glemme at arbejde med sin egen udvikling. Man kan hele tiden lære – også om sig selv”, lyder det reflekterende fra Jens.

Denne tilgang til ledelse er en, Jens selv kan genkende, da han knoklede på for at blive butikschef i tidernes morgen:

”En vigtig ting for mig var den anerkendelse jeg fik fra min chef og den tillid jeg fik. Det har så meget at sige.
Det med at have gode kollegaer, der kan og vil lære fra sig er ligeledes vigtig, og noget jeg også selv går op i som leder.
”.


Tips fra en ung mand til andre unge med ambitioner
Det er ikke ualmindeligt at unge mennesker i dag har svært ved at vide, hvad fremtiden skal bringe med sig. Især med de mange muligheder der er i dag. 
Spørger man Jens, handlede det for ham om at mærke efter og prøve noget af. Det endte med at åbne en karrierevej for ham som han elsker:

Jeg var selv skoletræt. Ret hurtigt oplevede jeg arbejdslivet, og det var for mig en god ting. Mit råd til andre unge er: Kast jer ud i det, hvis I har det på samme måde. Jeg kan kun anbefale at prøve det af. Da jeg først havde prøvet det, vidste jeg, at jeg ville drive det til noget.
Dog vil jeg sige, at en form for uddannelse er en god ting. Jeg fik bygget på mine kompetencer via Coops talentprogram for souschefer og kunne kombinere teori og praksis.”.

 

 

Fakta om Jens
25 år gammel
Tid som butikschef i fakta: 9 måneder
Tid i fakta i alt: 1 år og 8 måneder ca.
Bor i dag i Holstebro.