Lone i Fakta Nykøbing Mors går langt for sit team og sine kunder

Lone er vild med Thise og viser det i sin Fakta

Butikschef Lone Andersen i fakta Nykøbing Mors går gerne nye veje med sit team. For det er vigtigt at lytte til kunderne, og det skal være sjovt at gå på arbejde.

 Butikken har et særligt område med varer fra Thise. Hvorfor det?
“Thise Mejeri ligger få kilometer væk og er noget helt specielt for os her på egnen. Så mange kunder har efterlyst flere varer fra Thise end dem, der normalt er i fakta-butikkernes sortiment. Jeg er derfor glad for, at jeg trods fakta-kædens konceptstyring har fået lov til at lave en test, hvor jeg har stort set fuldt program fra Thise i et særligt space her i butikken. En konsulent fra Thise kommer jævnligt og hjælper med opsætning af varer.”



Du har ry for, at dit team har stort sammenhold. Hvad gør du?
“Det skal være rart og sjovt at gå på arbejde. Den dag, det ikke længere er det, er det på tide at finde et andet job. Jeg er da nok lidt af en mor for de unge, men har de et problem, så fylder det, og så kan vi jo lige så godt få det løst. Det kommer helt naturligt for mig, så jeg tænker ikke over det.”

Hvad gør du i praksis?
“Jeg forventer, at mine folk fortæller mig det, hvis de har en dårlig dag. Det har alle en gang imellem, men hvis jeg ved, at kæresten har været sur, så behøver vi jo ikke pjatte den dag. Derfor insisterer jeg også på, at vi altid senest 15 minutter, før butikken åbner, får os en kop kaffe sammen. Så når klokken bliver 7.45, lægger vi, hvad vi har i hænderne, og går i personalestuen for at drøfte dagen og stemningen over en kop kaffe.”

Hvad er et godt team?
“Det er et hold, hvor der er lidt af det hele. Som en pose blandede bolsjer. Der skal være unge og gamle, kvinder og mænd. Jeg har den holdning, at de unge skal have tid til både at passe job og skole. Det kan der også sagtens være, hvis det planlægges ordentligt. Jeg har for eksempel en medarbejder, som spiller fodbold på højt plan. Hun kommer med sin turneringsplan, og så lægger vi en vagtplan efter, at hun kan deltage i kampene.”



Hvor mange er I?
“Vi er et lille team på 13 medarbejdere plus de 3 unge med autisme, som vi lige har fået fra Klar Til Start-projektet. Vi kender vores roller. Sådan må det være, når vi er et så lille team. Det er dog vigtigt for mig at involvere medarbejderne i butikkens forskellige opgaver. De unge servicemedarbejdere elsker at hjælpe mig med at lave spændende salgsopstillinger i stedet for, at de bare skal sidde i kassen hele tiden.”

Hvem inspirerer dig?
“Det gør min salgschef Susanne Pedersen. Hun giver mig frihed under ansvar, og jeg ved, at hun hele tiden er der for mig på sidelinjen. Vi har efterhånden arbejdet sammen i mange år. Vi har begge den overbevisning, at gør man sit bedste, så kan man ikke forlange mere. Så jeg er vild med mit job. Der er ikke to dage, der er ens, og det trives jeg med. Jeg kan ikke undvære den daglige kontakt med kunderne”.

Lone elsker kontakt med kunderne og det lige at kunne stoppe op for at få en god snak om deres ønsker og behov.

 

*markerede varer findes kun i begrænset antal og findes ikke i alle butikker, herunder fakta Q.