En fantastisk historie.

Gør som Habo: Vær parat til at gribe mulighederne.

Hos Fakta kalder alle ham Habo, men han hedder faktisk Hogir Habo, er syrisk flygtning og nu fungerende butikschef i fakta på Hobrovej i Aalborg.
Læs om Habo og hans vej til hans nuværrende karriere i fakta.

Hvordan er du havnet her i fakta på Hobrovej?

Jeg er flygtning fra Syrien og kom til fakta Skipperen i Aalborg som praktikant. Det klarede jeg åbenbart
så godt, at jeg fik tilbud om at komme i løntilskud og siden fik tilbud om at få en 2-årig elevuddannelse i butikken. Da jeg var færdig som salgsassistent, blev jeg souschef i fakta Støvring.
Det var jeg i 6 måneder, men jeg hørte så om,  at der var en stilling som souschef ledig her i fakta
Hobrovej tæt på, hvor jeg bor i Aalborg. Ja, min kone arbejder i butikken lige overfor. Så jeg var glad, da jeg fik jobbet her.

Du er fungerende butikschef?

Den seneste halvanden måned har butikkens chef været sygemeldt. Kædens salgschef Danny har i den forbindelse spurgt mig, om jeg kunne være fungerende chef. Det har jeg sagt ja til og får nu to gange om ugen støtte fra butikschefen i fakta Hasseris, Pernille, som hjælper mig med de ting, jeg ikke har prøvet før. Jeg er meget nysgerrig og vil gerne lære alt, hvad der har med butiksdrift at gøre, så det er virkelig perfekt for mig at få lov til det hele nu. Jeg har ansat 3 medarbejdere og selv oprettet dem i vores administrative systemer. Jeg har prøvet det hele undtagen at lave en vagtplan. Det har jeg endnu til gode at prøve.

Hvor har du lært at tale så godt dansk?

Jeg kom til Danmark i 2011 uden at kende landet og kunne ikke et ord på dansk. På flygtningecentret i Hobro kom jeg på sprogskole, og efter nogle måneder fik jeg tilbud om at komme på Rønde Højskole.
Her gik jeg sammen med 54 danske elever. Alt var på dansk, så selvom det var svært til at begynde med, gik det bedre og bedre dag for dag. Det er en god måde at komme ind i samfundet på. På en af turene med holdkammerater til Jomfru Ane Gade i Aalborg mødte jeg Trine, som nu er min kone.
Vi har fået 2 børn, så jeg taler dansk stort set døgnet rundt.

Hvilket job havde du i Syrien?

Jeg læste økonomi på universitetet i Aleppo, men tjente ved siden af penge til studiet i en salgsafdeling for L’Oreal-Garnier i en Carrefour-butik. Så jeg kendte til at stå i butik, før jeg kom til Danmark.

Er du stødt på kulturforskelle?
Egentlig ikke. Selvfølgelig har min kone, Trine, og jeg forskellige kulturelle baggrunde, men jeg har den holdning, at det er mig, der er kommet til Danmark, så det er mig, der må tilpasse mig. I Mellemøsten er det godt at være muslim, hvis du ikke vil gøre dig unødigt bemærket. Men troende er jeg ikke. Da jeg arbejdede i fakta Skipperen, undrede de sig over, at jeg spiste rullepølse på mit rugbrød. De var bange for, at jeg ikke vidste, at den var lavet af svinekød. Men jeg glæder mig til julens flæskesteg og drikker også alkohol.

Hvad er dine drømme?
Jeg vil gerne være butikschef. Enten i fakta eller i anden af Coops kæder. Helst i nærheden af Aalborg, hvor jeg har kone og børn. Det vil ikke være ideelt at flytte for langt væk lige nu.

Har du et godt råd til andre?

Min holdning er, at man skal gøre sit bedste. Det har jeg gjort, også selvom det har kostet, men hvis man vil, så kan det lykkes. Jeg har flere gange holdt oplæg for andre flygtninge på sprogskoler og i flygtningecentre. Her råder jeg dem til altid at tage godt imod nye muligheder uden for mange betænkeligheder.«

Hvis du kunne ændre noget, hvad skulle det så være?
Jeg ville ansætte en person mere. Når der kun er 2 på vagt i butikken, er der grænser for, hvad man kan nå. Med blot én medarbejder mere kunne vi helt undgå huller på hylderne.

Hvad er du mest stolt over?

At jeg blev souschef blot 2 måneder efter min elevtid.

 

Fakta om Habo:

Hogir Habo

Alder:
29 år.

Job:

Souschef.

Anciennitet:

6 år i 3 forskellige fakta-butikker.

Fritid:
Med 2 små børn er der ikke meget overskud til andet end at slappe af.