Efter et par uger med massiv ombygning åbner fakta Bramdrupdam nu dørene til nyt butikskoncept.

Mens mange sikkert tager en velfortjent fridag fra jobbet torsdag den 10. maj, står den langt fra på helligdag hos fakta i Bramdrupdam nord for Kolding. Kristi Himmelfartsdag flytter fakta nemlig til Aldis tidligere lokaler centralt i byen og åbner dermed dørene for ny og moderne butik på adressen Vejlevej 307.

Med den nye butik vil fakta give kunderne meget mere madinspiration, og det skal være lettere at spise bedre. Blandt andet derfor slår fakta i Bramdrupdam dørene op til en gennemrenoveret butik og et moderne butikskoncept, der matcher kundernes fremtidige indkøbsvaner, hvor blandt andet måltiderne skal være nemme at gå til.

”Det bliver Bramdrupdams nye madbutik. Kort og godt, ” siger butikschef Betina Husaj, der sammen med butikkens 16 ansatte de seneste uger har knoklet med at gøre alt klart, og som især glæder sig til at give kunderne nye ideer til aftensmaden:

”Hver uge lancerer vi en håndfuld nye, nemme og hurtige retter til lave priser. Og for at gøre det så let for kunden som muligt, har vi samlet varerne til måltiderne i en centralt placeret køler. Derudover byder vi på et stort udvalg af færdige salater og enkle måltidsløsninger i C-mærket, lige til at spise,” fortæller Betina Husaj, der har arbejdet i fakta siden 2004, det seneste år i butikken i Bramdrupdam.

Garanti for kvalitet
Ud over en inspirerende convinienceafdeling bryster butikken sig en stor frugt- og grøntafdeling, hvor sortimentet er udvidet med flere økologiske varer samt bær og sæsonaktuelle varer, der har butikschefens ord for høj kvalitet.

”Det er alfa omega for os, at kvaliteten af frugt og grønt altid er høj, og at de varer, vores kunder lægger i kurven, altid er friske. Og skulle det mod forventning smutte en enkelt gang med kvaliteten, er vi ikke blege for at gi’ en kvajebajer, ” lyder det med garanti og glimt i øjet fra Betina Husaj.

Nye koncepter
I forbindelse med åbningen lanceres der flere forskellige kødkoncepter, der styrker udvalget af kød i fakta. For eksempel byder butikken på MÖRT dansk ungkvæg, der er en af de bedste typer kød fra Danmark, Frilandssvinekød som er anbefalet af Dyrenes Beskyttelse og Angus oksekød med entrecotes, der er modnet i mindst 21 dage og kendt for at være mørt, saftigt og meget velsmagende. Er man mere til kylling, er det måske Fritgående Kyllinger fra Sødam, der skal med hjem i kurven.

Også hvad angår brød, er der sprødt nyt; med konceptet Brødskabet garanteres friskt brød, der kun lægger én dag på hylderne, mens Mejeri-afdelingen er styrket i sortiment med bl.a. 50 gode produkter fra Thise Mejeri. Derudover byder afsnittet ”Verdensmad” på grænseløs madglæde – med et bredt og prisbilligt udvalg af udenlandske specialiteter, mens afdelingen for ”Specialøl” altid lover minimum 35 varianter at vælge mellem.

Endelig får den relancerede butik, en ny Nonfood-afdeling i butikken.

Købsoplevelsen i centrum
Men det er ikke kun nye varer, som skal gøre fakta Bramdrupdam til et bedre sted at handle. Butikken er bygget i en ny, moderne stil med klare farver og flotte billeder. Der er investeret i en ny type inventar til frugt og grønt samt et massivt og tydeligt tilbudsområde midt i butikken – Markedspladsen. Det er her, kunderne finder de mange nye varer, som kommer hver uge. Og ved kassen er der indført ”maks. 4 i kø”, det sikrer en hurtig og flink betjening.

Selve åbningen sker torsdag den 10. maj, og butikschef Betina Husaj og personalet glæder sig til at vise den nye butik frem for kunderne.

”Butikken er bare blevet mega flot, så jeg kan næsten ikke vente til kunderne møder vores nye skønne butik. Det kribler helt i fingrene, og jeg glæder mig som et lille barn til, vi åbner. Det er lige før, jeg tror, at åbningen bliver en af de bedste dage i mit liv, ” lyder det fra den stolte butikschef, inden hun fortsætter:  

”Jeg er mest spændt på, hvad kunderne siger, når de ser, hvor flot butikken er blevet, siden den lukkede ned i slutningen af april, og hvad det egentlig er, vi har gået og knoklet med de seneste uger. Så vi glæder os virkelig meget til at tage imod alle vores kunder – både nye og gamle – igen, ” slutter Betina Husaj.

 

For yderligere information, kontakt butikschef Betina Husaj, tlf. 7550 3619.