Nu skal vi fejre Sankt Hans 

 Solen skinner og sommeren er godt på vej. Derfor er det tid til at fejre Sankt Hans med familie og venner – en højtid, der bærer præg af en masse forskellige traditioner. Men hvorfor fejrer vi Sankt Hans? Og hvad betyder det egentlig når vi brænder heksen på bålet? Vi giver dig alle de oplysninger, der er værd at vide om Sankt Hans her. 


Hvorfor fejrer vi Sankt Hans aften? 

Sankt Hans er en forkortelse af navnet Johannes, som i dette tilfælde refererer til Johannes Døberen, som var Jesus’ fætter. Johannes Døberen var den, der døbte Jesus – derfor bliver han kaldt Døberen. Når det er Sankt Hans, så fejrer vi Johannes Døberens fødselsdag, som falder præcis et halvt solår før Jesus’ fødselsdag. 

Det er ikke kun Johannes Døberens fødselsdag, der bliver fejret når det er Sankt Hans. Sankt Hans fejres omkring midsommeraften, som er den korteste nat på hele året. Tidligere skulle denne nat, ifølge folketroen, være ladet med en særlig kraft. Folket troede derfor, at lægeurter, der blev indsamlet Sankt Hans aften og nat var mere kraftfulde en normalt. 

Man troede også, at de hellige kilder havde en helbredende kraft når midsommernatteluften blæste. De syge valfartede derfor til de hellige kilder for at  drikke kildevandet i håb om, at blive helbredt for deres kroniske lidelser. Der opstod det man kaldte for Kildetiden, som varede fra Sankt Hans d. 24. juni til Vor Frue dag d. 2. juli – i den tid var kildevandet helbredende. 

Man udviklede kildemarkeder i forbindelse med de hellige kilder og kildetiden. Kildemarkederne blev dog hurtigt til store folkefester, hvor kildevandet ikke længere var i centrum. En af kildemarkederne fandt sted ved den berømte Kirsten Piils kilde i Klampenborg, som senere er blevet videreudviklet til Dyrehavsbakken. 

Hvornår er det Sankt Hans? 

Sankthansdag falder d. 24. juni, som er Johannes Døberens fødselsdag – et halvt år før Jesu fødselsdag. I Danmark har vi tradition for, at fejre helligdage aftenen før. Derfor fejres Sankt Hans aften d. 23. juni. 

Den sene junidag, hvor dagene er længst og nætterne lyse og korte, symboliserer fejringen af sommersolhvervet, som falder d. 21. juni. Jesus fødsel og d. 25. december symboliserer derimod vintersolhvervet, som oprindeligt falder d. 21. december. Jesus og Johannes Døberens fødselsdage er derfor lagt på hver deres ydersolhvervspunkter – når Johannes Døberen har fødselsdag, bliver dagene kortere, hvorimod når Jesus har fødselsdag, bliver dagene igen længere. 

Bålene vi tænder til Sankt Hans aften fungerede oprindeligt som vågeblus. De skulle varsle sommersolhvervet, hvor lyset vender og mørket igen er på vej. 

Hvorfor brænder vi Sankt Hans bål af? 

De færreste kan forestille sig Sankt Hans aften uden et stort bål. Oprindeligt blev Sankt Hans bålet tændt for at fungere som vågeblus. Vågeblusset skulle varsle, at dagene blev kortere og lyset derfor stille ville forsvinde. Det skulle derfor symbolisere overgangen til noget nyt. 

Men Sankt Hans bålet blev også tændt for at holde onde kræfter væk. De onde kræfter var nemlig mere aktive på helligaftener som Sankt Hans aften end normalt. 

Hvad med Sankt Hans heksen? 

Selv om midsommernatten bragte helbredende kildevand og kraftfulde lægeurter med sig, så var det også en nat, hvor de onde kræfter var på færde. Det siges blandt andet at heksene fløj rundt på deres kosteskaft i natten. 

I Danmark brændte man mænd og kvinder på bålet frem til 1693, hvis man mistænkte dem for at være troldfolk. Man brugte derfor Sankt Hans bålet til at sikre sig, at de onde kræfter der var til stede Sankt Hans aften blev sendt til Bloksbjerg. 

Den danske tradition, hvor vi brænder heksen på Sankt Hans bålet er først opstået i 1900-tallet. I den forbindelse opstod også en tradition for, at holde båltaler og synge midsommerviser. 

Sankt Hans sang – traditionen tro 

”Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans” lyder det fra de fleste danskere, når de Sankt Hans aften synger Vi elsker vort land, som også kaldes Midsommervisen. Vi elsker vort land er skrevet af digteren Holger Drachmann, som oprindeligt skrev sangen som en ateistisk hyldest til sommeren, som en del af et skuespil. 

Det kan være svært at undgå uenigheder når danskerne skal beslutte sig for, om de vil synge sangen med den oprindelige melodi af Lange-Müller, eller om de hellere vil synge den moderne version af Shu-bi-dua. Men én ting er sikker og vidst – det er svært at forestille sig en Sankt Hans aften uden bål, heks og sang. Det er alle en stor del af den danske midsommer tradition, som fejres på en dejlig og lys sommeraften. 

Her kan du se åbningstider for din lokale fakta på Sankt Hans. 

*markerede varer findes kun i begrænset antal og findes ikke i alle butikker, herunder fakta Q.